Menu

Ændringer i Google Algoritme – Panda Update

Google implementerer i denne tid en ændring i deres algoritme med navnet Panda Update, som også går under navnet Farmer Update enkelte steder.

Den nye algoritme har til formål at fjerne sider med lavt indhold fra søgeresultaterne i Google, eller om ikke andet smide dem længere væk fra første sides resultater. Jeg vil her gennemgå nogle af de områder, som du skal være ekstra opmærksom på i fremtiden, i forhold til de nye ændringer som Google har lavet fornyeligt, og dem som vil komme i den nærmeste fremtid.

Dårlige sider påvirker resten af din hjemmeside

Et nyt overordnet tema for Panda algoritmen er, hvordan de enkelte sider på din hjemmeside ikke står alene på samme måde som førhen. Det vil sige, at har du dårlige sider på din hjemmeside, så kommer det til at påvirke resten af din hjemmeside negativt. Hvis du f.eks. har en webshop med mange kvalitetsprodukter med gode beskrivelser, som kunderne gerne bruger tid på, så kan du stadig blive ramt at Google’s nye algoritme, hvis du samtidig har en masse dårlige sider. Følgende emner er noget af det, som Google vurderer kvaliteten på de enkelte sider ud fra.

 

  • Bounce rate
    • En måde som Google kan vurdere indholdet på en hjemmeside på, er ved at kigge på Bounce Rate – det vil sige hvor mange hopper hurtigt væk fra hjemmesiden uden at have foretaget nogle handlinger. Har du på din hjemmeside sider med en høj Bounce Rate, så vil det hive dit samlede gennemsnit, og den samlede kvalitet som din hjemmeside har, ned. Derfor gælder det om at fjerne, eller optimere på sider med høj Bounce Rate, for at disse ikke hiver resten af dit site ned.
  • Duplicate content
    • At have det samme indhold på alle sider på en hjemmeside lyder ikke som en kvalitetshjemmeside, vel? Google går med deres nye update skridtet videre, og straffer duplicate content endnu hårdere end tidligere. Har du mange sider på din hjemmeside, som ligner indholdet på andre sider, så vil din hjemmeside have mange sider med lav kvalitet. Som tidligere nævnt vil sider med lav kvalitet fra nu af straffe resten af hjemmesiden. Det vil sige, at har du f.eks. en rigtig god og spændende artikel på din hjemmeside af rigtig høj kvalitet, men ligger denne artikel to steder, så har du også en side med lav kvalitet, fordi det bare er en kopi. Det er derfor vigtigere end nogensinde, at kigge på om nogle sider på hjemmesiden ligner hinanden for meget.
  • 302 redirect
    • 302 redirects har i mange år været dårligt i forhold til Google, da det i Google’s øjne ligner, at du prøver at snyde ved at  have noget indhold på en side, men viser noget helt andet til de besøgende. Men hvorfor så nævne det nu? Lige som tidligere nævnt vurderer Google, efter den nye update, hele sitet i højere grad end enkelte sider. Det vil sige, at har du bare et enkelt 302 redirect et sted, så vil hele din hjemmeside blive straffet. Det er derfor vigtigere end nogensinde før, at sørge for eventuelle redirects er 301 og IKKE 302.

Den overordnede konklusion på Google’s nye update må være, at det nu er tid til en forårsrengøring. Er der sider, som ligger og “flyder på gulvet”,  så skal de enten smides i papirkurven, eller de skal sættes i de rigtige mapper.

Tilføj kommentar